# taz.de -- Gentrificering i Berlin: Han kom. Tog. Og sejrede.
> Investoren Jørn Tækker er for mange lejere i Berlin et mareridt. I sit
> hjemland bygger danskeren derimod en økologisk prestigeprojekt-by.
IMG Bild: I Kreuzberg (her Graefekiez) købte den danske investor hele gader
Hun vil gerne tale, men kun hvis hendes advokat må være der sammen med
hende. Og hun vil først forsikres af taz om, at skribenten også virkelig
arbejder hos taz, og at skribenten ikke er endnu en detektiv, ligesom den
mærkelig person, der ringede og insisterede på at få hendes adresse.
Angiveligt for at sende hende et manuskript. Det kom aldrig. I stedet
dukkede nogle billeder op – af hende og af hendes gamle forældre, der for
længst var på afhængige af pleje – og af hendes børn, hvor billederne var
taget ude foran børnehaven.
Efter flere telefonsamtaler kom et møde med Tanja R. i stand.
Hun vil gerne tale om det. Således at også andre kan få kendskab til, hvor
uretfærdigt hun er blevet behandlet.
I løbet af samtalen tager hun sine læsebriller på, så hun kan læse højt af
breve. Og af retskendelser.
Jo mere indigneret hun bliver, desto højere bliver hendes stemme –
indimellem lyder hun endda skinger. Hun, som arbejder med sin stemme, taber
kontrollen over den, når det drejer sig om ham. Mennesket der har gjort
hendes liv til et helvede. Hendes søn, der endnu ikke er 6 år gammel,
kalder ham „gangster“. Han ville gerne give ham en lussing.
Hun græder. Ryster igen og igen på hovedet, som om alt er ubegribeligt.
Græder stadig efter at samtalen er ovre og advokaten er gået. Hun er 52 år,
men ser i dette øjeblik ud som et barn – med sin lillepigestemme, det lange
blonde hår og de store brune dådyrøjne, som skiftevis kigger spørgende og
anklagende.
Tjeneren kommer med endnu en limonade til hende. De kender hende her i
cafeen Schöneberger Eckcafe. Også på gaden genkender man hende. TV-serier i
bedste sendetid har gjort hende kendt. Tanja R. hedder i virkeligheden
noget andet. Hun vil ikke have, at hendes navn kommer i avisen. Problemer
har hun nok af.
## Beskyldt for at lyve
Senere eftersender hun billeder. Og en liste med fakta, hvor på flere ord
er skrevet med store bogstaver og flere sætninger ender med udråbstegn.
Det er vigtigt for hende, at man tror på hende. På hende og ikke på ham,
der har beskyld hende for at lyve.
Det ser ikke godt ud for hende. Hvis den tyske højeste domstol, som er
kaldt Bundesgerichtshof, ikke giver hende medhold, skal hun flytte ud af
sin lejlighed. Og det skal være omgående, ellers kommer fogeden. Hun skal
ud med alle sine sager, med to små børn og med sin mand, der sjældent er
der, fordi han det meste af tiden lever i Asien.
Tanja R. er så uheldig at være lejer af en lejlighed, hvis værdi er
mangedoblet i de sidste år. En lejlighed i Kreuzberg, netop der, hvor alle
gerne vil bo – såvel de, der længe har boet i byen som dem, der er
nytilflyttere – med den bedste beliggenhed, lige ved kanalen. Det er
uvæsentligt for hendes udlejer, at Tanja R. har boet i lejligheden i snart
20 år.
Det er ham også ligegyldigt, at hun dengang, hvor hun intet badeværelse
havde og kun havde brændeovn til opvarmning samt ældgamle strømkabler,
brugte 120.000 DM på at istandsætte lejligheden. Tanja R. har brugt meget
tid på indretningen – og har købt og transporteret møbler fra Asien.
En fotograf fra et boligmagasin har været forbi for at tage billeder til en
artikel med titlen: „Min bolig er som en ferie“.
Tanja R.s udlejer har ikke tid til at bekymre sig om individuelle tilfælde.
Han vil have hende ud, så han kan sælge lejligheden for en stor sum penge.
Pengene skal han bruge til et andet projekt. Et projekt der er stort, og
som mange ser som fremtiden. I Danmark kaldes han en visionær – i Berlin
kaldes han samvittighedsløs.
## En drøm – af papmaché
I godt 450 kilometers luftlinjeafstand, i den danske by Århus, står en
lille atletisk mand med flyveører iført en pink T-shirt. Han står foran sin
drøm. Med lange, slanke og solbrune hænder, der ikke ser ud som om, de
tilhører en 60-årig, aer han kærligt husene. De er mindre end hans
tommelfinger og er lavet af papmaché. „I want to make the world a better
place“, siger Jørn Tækker. Han lyder en smule forhastet.
Tækker taler så hurtigt, at man må gøre sig umage for at følge med. Han
overhører ofte spørgsmål, eller måske hører han dem slet ikke.
Tækker fortalte en dansk journalist, at han har overblik over så godt som
alle af hans boliger: mål, vægfarve, gulvets tilstand og stukornamenterne i
loftet. For få år tilbage tilhørte 4.500 boliger i Berlin Tækker. „I was
probably the biggest foreign investor at that time“, siger han. Han mener
også, at profit ikke interesserer ham. Under finanskrisen tabte Tækker 300
millioner euro. At hans firma overlevede finanskrisen er hovedsageligt
takket være salget af en stor del af hans ejendomme i Berlin.
I Danmark afskedigede han 40 ud af 60 ansatte. Det lån, han har fået, har
den længste løbetid, der er givet i Danmark indtil nu. En, der gerne vil
blive anonym og som har arbejdet sammen med ham, siger: „Han er selv en
jagtet mand. Man mærkede med det samme, når han følte sig presset af
bankerne. Presset lagde han med det samme over på sine ansatte.“ Mange
beskriver ham som en kontrolfreak. En anden siger: „Hans ansatte i Berlin
havde så godt som ingen ret til at træffe beslutninger. Hvis der skulle
købes en kuglepen, skulle de have tilladelse fra ham.“
Manden med flyveørerne, drømmen og den pinke T-shirt på, er mennesket, der
vil have Tanja R. ud af hendes lejlighed. Og dette fordi, ejerlejligheder i
Kreuzberg er blevet en formue værd. Og fordi, lejligheder uden lejere er
lettere at sælge. Mennesker/lejere volder problemer, står på deres ret og
bliver følelsesladede. De klager.
## En form for øko-utopi i Danmark
Mange i Berlin har problemer med Tækker. Hans navn står som intet andet for
at sætte lejere på porten, selvom ejendomsinvestoren har trukket sig
tilbage fra den tyske hovedstad. Af de 4.500 boliger i Berlin, som han
ejede til at starte med, har han nu solgt over halvdelen. Hans ca. 50
ansatte i Berlin er nu ansat i et andet firma. Hvad dette er for et firma,
har han indtil nu ikke kunnet svare på. I stedet siger han: „I love
Berlin.“
Nu lægger han kræfterne et andet sted: I Århus vil han udføre hans
livslange drøm: en form for øko-utopi, der skal finansieres med afkastet
fra salget af boliger i Berlin. Indtil nu er øko-utopien dog kun opført som
miniaturemodel i hans kontor. I elleve år har han arbejdet på sin grønne
Bulderby: en by, hvor læger bor side om side med tankansatte. En by, hvor
terrasserne foran husene er fælles ejendom. En by, hvor man, hvis man
overhovedet har en, deler sin bil. Tækker har stadig en: „I’m not an
angel.“
En by, hvor regnvandet bliver opsamlet og genanvendt til vaskemaskinerne og
toiletskyl. En by, hvor der ingen græsplæner er, fordi græsslåmaskiner
bruger meget strøm. En by, hvor vejene er opkaldt efter grøntsager. Og en
by, hvor man henter sin post ved et fælles afhentningssted, så man må gå et
stykke og derved kommer til at sludre med sine naboer. „We need to get
people together to talk to each other. Not only to your neighbor, but
Germans to Danish, Danish to Syrians. You've got to engage your neighbors
in better communication. Like that a lot of crisis would never appear“,
siger Tækker. „Nye“ hedder hans utopi. En ny verden? Et nyt fællesskab? Nye
mennesker?
At han opfører sin utopi på bekostning af Berlin, rører ham ikke: „What I
do with my money is my business.“ Tækker ser ikke det modsatstridende i
mellem hans gøren i Danmark og Berlin. Dog siger han: „Certain things I
wouldn't do in Denmark.“ Hvad de præcist er, lader han stå hen i det
uvisse.
Nye er et nationalistisk projekt, siger en, der vil være anonym, men har
arbejdet sammen med Tækker længe. Fra flere kilder, hører man, at Tækker
forholder sig anderledes til de danske lejere, han har i Berlin – han
behandler dem bedre.
Han har udskrevet stipendier for at tiltrække såvel danske studerende som
danske kunstnere til Berlin. Han tilbød begge grupper boliger, og for
kunstnerne organiserede han en udstilling.
## Berlin – begyndelsen på en kærlighedshistorie
I 2004 opholder han sig for første gang i længere tid i byen, som venner
havde talt godt om. Der går et år før, han køber sin første ejendom. I
løbet af dette år lader han sig drage af byen og suger byens ånd til sig.
„Ten years ago, [Berlin] looked like Copenhagen in the 90ies: the housing
market, the political situation, the age of the inhabitants, left-wing,
cheap flats, lower income groups.“ I midten af 2000“erne var der stadig
mange billige huse i Berlin. Han udtaler tilbageskuende til SPIEGEL: „Jeg
kunne ikke forstå, hvorfor priserne var så lave. Nogen måtte have overset
noget.“
Byen er kronisk fattig og sælger offentlige ejendomme til private
investorer. Og de slår til. „Det var som en græshoppeplage for os“, siger
Martin Breger fra Mieten AG Graefekiez (en lejeorganisation i Kreuzberg).
„Tækker købte hele gader med huse i Kreuzberg.“ Tækkers drømmeby i Danmark
er indtil nu kun en mark på en bakke med udsigt til havet. Foran er der en
Ikea. Måger kredser i ring, og biler larmer. Motorvejen er ikke langt væk.
En nabo stråler idet han hører ordet Nye: „Nyyye?“, spørger han med et
langtrukkent y, „Det bliver godt!“ En dame, der også bor i nærheden, er
mere skeptisk: „Fyldt op bliver her i hvert fald.“ Med nysgerrighed og
samtidig mistro går hun over marken med hurtige skridt – med håb om at se
et stykke af fremtiden. Men lige nu er der intet.
Men snart, måske allerede næste år, skal der bo 20.000 mennesker på marken.
Og måske endda med største delen af beboerne fra Århus, som politikerne
gerne vil have det. „I byrådet er alle begejstrede for Nye, modstandere er
der ingen af“, siger Kristian Würtz, der sidder i byrådet for
Socialdemokraterne og er rådmand for Teknik og Miljø. Knap 40 af de endnu
ikke byggede huse er allerede solgt. „De går som varmt brød“, siger en
mægler og råder til hellere at købe før end siden.
## Han var længe analfabet
Den kritik, som der er, afviser Tækker: „It's always the same five people
that are against it and say: ‚We don't need a new town with so many
people.‘ They are afraid we are taking away their view of the lake and the
sea.“
De er bange for, at vi spærrer for deres udsigt til havet, siger han. „It
is ok to care about what they think but we are listening far too much to
these five people. Democracy does not work there.“
Tækker og politik er en sag for sig. Han er ikke medlem af et parti, men
har støttet Alternativet med penge ad flere omgange.
Han er investor, men betegner sig selv som venstreorienteret og en, der
lever beskedent: for ham er penge kun et praktisk middel.
Tækker er en, der har arbejdet sig op. Indtil ottende klasse, kunne han
hverken læse eller skrive. Hans far lavede hans lektier. Lærerne gav ham
dårlige karakterer, men trak ham videre igennem, skoleår efter skoleår.
„There were no exams at that time, so you couldn't fail. You just followed
with the minimum grades“, siger han.
Mens de andre elever lærte noget, sad han der bare, og så på. Han tegnede
meget, ville gerne være kunstner, men hans forældre havde ikke meget
tilovers for kunst. Derfor blev han tømrer og derefter bygningsingeniør –
ligesom sin far. De e-mails han skriver i dag er fulde af stavefejl. Han
arbejder i dag stadig hellere med sine hænder end at sidde ved et
skrivebord: „I have always been good with my hands. When I do something
with my hands, I understand what I“m doing. It gets into a process where it
does not go faster than what your brain can follow.“
Tækkers strategi i Berlin er at opkøbe og vente på, at priserne stiger og
så sælge. Mange lejere går frivilligt, andre imod kompensation i form af
penge. „20.000 euro kom dengang nemt i spil“, siger Martin Breger. Tækker
skulle sågar have tilbudt en lejer 50.000 euro, fortæller en
forretningspartner.
## Bekymret lejer starter „Tækker Watch“
I Graefekiez har Tækker ifølge Breger omdannet ti ud af elleve huse til
rene ejerlejligheder. „Klart, der er forhåndskøbsret for lejere, men de
færreste har råd til de dyre lejligheder.“
Breger gør opmærksom på, at mange lejere ikke kender deres rettigheder. I
2012 grundlagde han organisationen „Tækker Watch“. Gruppen informerer og
demonstrerer, men de kan ikke stoppe Tækker. Bannere, som lejerne hænger på
deres balkoner, får han ned igen med hjælp fra sine advokater. Tilliden til
udlejeren er for evigt ødelagt.
Tækker har udviklet sit eget politiske system til sin utopi. Hvis man vil
have medbestemmelse, er man nødt til at blive valgt, gennem tre valgrunder.
„It shall be difficult to get to the power in Nye. We want only people who
want Nye“, siger han.
Det lader til, at demokrati for ham, betyder at han selv vil bestemme i
tvivlstilfælde. Allerhelst ville han gerne selv udvælge de 20.000 beboere:
„In order to buy a flat in Nye, you have to have a vision on how to live
together.“
En del af husene vil han sælge, en anden vil han udleje. Af lejeboligerne
er op til 25 procent reserveret til socialboliger – som det skal være
ifølge dansk lovgivning. Hvis man vil købe, køber man kun huset og ikke
grundstykket eller de grønne arealer, der hører til huset. De tilhører i de
næste tredive år til ham: „It belongs to one person: me.“ I tilfælde af at
Tækker dør indenfor de tredive år, går besiddelserne til en fond.
Det går dog ikke, at han dør snart, for så kan han ikke hurtigt tage fra
Århus til Berlin hver anden uge. „You have to be more careful with your
life. Because of my kids and wife, but also because of Nye.“
## Han erhverver sig en gammel glasfabrik til tilbudspris
I foråret 2017 forlader Tækker Berlin – egentlig præcis det, som Martin
Breger medlemmerne af Tækker Watch ville opnå. På det tidspunkt var gruppen
dog for længst opløst. „På et tidspunkt dukkede der kun 20 mennesker op til
vores møder, og der gik det op for mig, at der ikke ville komme mere ud af
det“, udtaler Breger i telefonen og lyder nedslået. Han bor stadig i
Graefekiez. Måske fordi hans lejlighed ikke er ejet af Tækker.
Mens det stadig bliver mere og mere stille i Graefekiez, er protesten ikke
engang begyndt i Lausitzer Strasse, der ligger få blokke væk. Her har
Tækker i 2006 købt en tidligere glasfabrik med flere baggårde. Fortil, mod
gaden, er der også et forhus med lejligheder. For hele herligheden betaler
han 2,3 millioner euro til Land Berlin – et slagtilbud. Byen Berlin har
igen brug for penge. „Set i bagspejlet var det en stor fejl“, siger Florian
Schmidt, politiker af det tyske økologiske parti Die Grünen og byråd for
byggeri i Friedrichshain-Kreuzberg.
Med købet af fabrikken overtager Tækker også flere dusin kontorlokaler med
fotografer, filmmagere, journalister og venstreorienterede aktivister uden
partipolitisk tilhørsforhold. De kæmper alle for en bedre verden fra deres
kontorer i Lausitzer Straße, som er også kendt som „Lause“. Faktisk ligesom
han gør. Tækker solidariserer sig med dem og støtter en gruppe som han har
ladet være der uden at de skulle betale leje. En anden gruppe, som kæmper
imod fascisme har han efter sigende givet penge. Alle andre betaler
forholdsvise lave lejer. Når lejen stiger, er det kun lidt. Tækker siger:
„I like what they are doing. I am one of them.“
Men han investerer ikke i ejendom. Han lader den forfalde. Elevatoren har
været i stykker i halvandet år. Det trækker, fordi vinduerne er utætte.
Varmen stopper pludselig med at virke, også om vinteren – en gang i ti dage
i streg. Den dårlige tilstand går lejerne på, men lejen er billig,
beliggenheden god, og det er stemningen også.
## Han tvinger en børnehave og en skole for flygtninge ud
I december 2016 overhører en lejer en samtale, der foregår i
trappeopgangen, mellem Tækker og en potentiel køber. Samtalen handler om
stedets „sexiness“. Da bliver det klart: Tækker vil sælge „Lause“. Han vil
bygge en stor del af kontorlokalerne om til lofts. Han vil udbygge
tagetagen – der skal opstå noget, der minder om Hackesche Höfe in
Berlin-Mitte, men skal være i Kreuzberg. Byen giver Tækker tilladelse
hertil. Lejerne er klar over, at det betyder, at de bliver smidt ud. De få
kontorlokaler, som forbliver, som de er, vil ingen have råd til.
Men lejerne vil blive i „Lause“. Det er kun en skole for mindreårige
flygtninge, der er flyttet ud indtil nu. Dette efter at deres lejekontrakt
udløb og Tækker tilbød dem en ny kontrakt, som de ikke fandt acceptabel: en
alt for kort tidsperiode til en alt for dyr pris. Der skulle være faldet
stykker af puds ned fra loftet, siges det. Tækker siger: „It is not fair if
your are using these things against me. You have to be more involved or
have more facts to point out.“ Skoleledelsen vil ikke udtale sig. En enkelt
medarbejder vil først gerne tale med taz, men hun tier alligevel, fordi hun
er bange for at miste sit arbejde.
Han har også fået en børnehave smidt ud. I 25 år har den haft til huse i
kvarteret. Da lejekontrakten løb ud, tilbød han børnehaven en ny – med den
dobbelte leje. „They could have had a new contracts. Originally they had
paid something like 3,50 Euros per square meter and I asked for 6 or 7
Euros. The real rent in that area is 15 or 20 Euros. I would say it was a
good and fair offer and probably cheaper than where they moved to.“
Lause-lejerne vil ikke lade sig smide ud. Protest er de gode til: de
grundlægger foreninger og mødes en gang om måneden for at lægge en strategi
imod Tækkers planer om sælge.
## „Negativ propaganda“ imod ham tillader han ikke
En dag i februar bevæger de sig mod Tækkers kontor med plakater, megafon og
tulipaner. Han er der ikke, men en af hans ansatte filmer gruppen og
informerer sin chef. Protesten gør indtryk på ham, også selvom et par af
aktivisterne er gået for langt, som han siger. Videoer af aktionen må
derfor tages ned fra nettet bagefter. Dog meddeler han senere, at han er
villig til at lade købsforhandlingerne stå i bero. Til gengæld skal lejerne
stoppe „enhver form for negativ propaganda. Det gælder også plakaterne i
gården.
Byrådsrepræsentant Schmidt har nu også involveret sig. Han vil gøre noget.
Det bliver diskuteret, om byen kan købe ejendommene tilbage. Eller om en
fond kan. Tækker forlanger knap 20 millioner euro – næsten det tidobbelte
af, hvad han betalte dengang. „The tenants do not accept there is a free
market“, klager Tækker.
Den hårde måde, hvorpå Berlins presse og aktivister kritiserer ham på,
sårer ham: „I still think we made it with respect in Berlin.“ Købere
behandler han anderledes end lejere, siger han: „I am a business man when
it comes to selling flats. On equal level. They are rich people who buy and
I am an investor who is selling. We both have lawyers. What we can agree
upon is the contract. You should focus on how I treat my tenants. They are
the ones who belong to Berlin. All the other ones are just moving in. I
have not chased one tenant out. I have not changed one contract. They can
be afraid of me but I've never forced people out against their will.“
Få dage senere vinder han den indsigelse imod Tanja R., der er indgivet til
retten. Begrundelsen: hun har ulovligt fremlejet sin lejlighed. Tanja R.
siger det modsatte. Hun siger, at den tidligere ejer havde tilladt
fremlejen. Hun siger, at hun ofte er i udlandet og det bedste middel mod
indbrud er en fremlejer, og at hun har registreret alle fremlejere.
Dommeren har ladet sig narre, skriver Tanja R. til taz. Og minder om, at
retten i første omgang havde truffet en beslutning i hendes favør – inden
Tækker appellerede dommen.
## Han forsøger at tvinge en snart 70-årig kvindelig lejer ud
Intet hjælper. Tanja R. må pakke flyttekasser nu. Syv gange fylder hun sin
stationcar med personlige sager. Venner kommer og hjælper til. Caritas
kommer også forbi og henter ting. Resten sørger et flyttefirma for. Da de
er færdige, tager hun begge sine børn i hænderne og går med dem igennem den
tomme lejlighed. „Så har de også billedet i hovedet af den tomme lejlighed
– og så sørger de ikke over, hvordan lejligheden var, da den var hyggelig.“
Til at starte med flytter hun og børnene ind i hendes afdøde forældres hus,
der ligger i udkanten af Berlin. „Jeg har ingen ide om, hvad der skal ske
herefter“, siger hun. „Vi er først nødt til at få ro, og bagefter igen
tænke os om.“
En anden indsigelse til retten taber Tækker. Denne gang også i anden
instans. Den kvindelige udlejer er snart 70 år og har boet i sin lejlighed
i 40 år. Da det bliver klart, at han ikke får hende ud, sælger han
lejligheden. Han spørger stadig i hendes sind. Selvom det er flere år
siden, at han solgte lejligheden, taler hun stadig om ham. Og det meget. Og
dårligt: „Intet menneske har gjort hendes liv så svært som ham.“ Hun blev
næsten slået fuldstændigt ud af stressen.
Det er flere måneder siden, at „Lause“-lejerne stormede Tækkers kontor. Det
er ikke sket meget siden da. De befinder sig i øjeblikket stadig i en form
for våbenhvile, men Tækker holder fast ved sine planer om at sælge.
## Intet alternativ i udsigt
Folkene fra „Lause“ regner med, at de snart må flytte ud. At acceptere
forholdene som de er spreder sig som ringe i vandet.
Der er ikke et alternativ i udsigt. På et spørgsmål fra det tyske
venstreorienteret parti Die Linke omkring lejernes fremtid svarer bydelens
kontor, som hedder Bezirksamt: „Bezirksamtet ser ingen mulighed for at
beholde de selvstændigt erhvervsdrivende, skolen eller børnehaven her i
området, da det ikke er til at få kontor- eller undervisningslokaler til en
overkommelig pris.“
Tækker vil ikke gå længere ned i pris end de knap 20 millioner, som han har
tilbudt før, selvom han ifølge en, der kender ham godt, tror på karma.
Tækker siger: „I cannot and I will not play the government's role.“
*navnet er ændret af redaktionen
Du kan læse den originale tyske version af teksten [1][her].
25 Jul 2017
## LINKS
DIR [1] /Gentrifizierung-in-Berlin/!5419811
## AUTOREN
DIR Lea Wagner
## TAGS
DIR Gentrifizierung
DIR Berlin
DIR Berlin-Kreuzberg
DIR Dänemark
DIR Lesestück Recherche und Reportage
DIR taz international
DIR Gentrifizierung
DIR Immobilienmarkt
DIR Gentrifizierung
DIR Mieten
DIR Gentrifizierung
DIR Gentrifizierung
DIR Berlin-Kreuzberg
## ARTIKEL ZUM THEMA
DIR Gentrifizierung in Berlin: Er kam. Nahm. Und siegte
Der Investor Jørn Tækker ist der Alptraum vieler Berliner MieterInnen. In
seiner Heimat baut der Däne dagegen eine ökologische Vorzeigestadt.
DIR Berliner Immobilienmarkt: Ende mit Schraekken
Der dänische Immobilienkonzern Taekker verkauft seine Berliner Wohnungen –
dem Land entgehen dabei Millionen, und für die Mieter sieht's auch nicht
gut aus.
DIR Neue Strategien auf Immobilienmarkt: Zum Abschied keine Blumen
Immobilienkonzern Taekker will den Mietern der Lausitzer Straße 10 & 11
doch nicht entgegenkommen – sich wohl aber vom Berliner Markt zurückziehen
DIR Das war die Woche in Berlin I: Lieber den Ruf retten
Im Kreuzberger Häuserkampf um die Lausitzer Straße haben die MieterInnen
gegen den Immobilienkonzern Taekker einen Stich gemacht.
DIR Verkauf der Lause 10 in Berlin-Kreuzberg: Protest zahlt sich aus
Überraschende Wendung: Der Verkauf eines Hauses, in dem linke Gruppen Büros
haben, durch den Eigentümer Taekker ist gestoppt. Wie geht es weiter?
DIR Gentrifizierung in Berlin: In der Lause wollen sie bleiben
Von der Stadt hatte der Besitzer die Immobilie für 3 Millionen gekauft, nun
soll sie das Sechsfache bringen. Wären da nicht die Mieter.
DIR Bedrohte Häuser in Berlin-Kreuzberg: „Ihr kriegt uns hier nicht raus“
In einem zum Verkauf stehenden Häuserkomplex ballen sich linke
Institutionen. Die Ressourcen zum Widerstand gegen die Verdrängung sind
groß.
DIR Gegen Gentrifizierung I: Immer Ärger mit den Mietern
Blockaden von Bussen einer Immobilientagung, Farbbeutelwürfe, zerstochene
Reifen: Radikalisiert sich der Berliner Protest gegen steigende Mieten?
DIR Gentrifizierung in Kreuzberg: Jedes Kreuz ein Ort des Widerstands
Mieter des Immobilienmultis Taekker wehren sich gegen die Umwandlung ihrer
Wohnungen in Eigentum